Dialog med Tue. Del 3.

TAN

Et par hurtige replikker:

1) På en måde giver det ikke mening at diskutere postproduktive tekster mere grundigt. De skal jo - som du og Kamilla Löfström vist er enige om - ganske ofte ikke læses, men snarere overvejes. En første overvejelse kunne så være, hvilken form for opmærksomhed de lægger op til, og hvor langt den er fra den type opmærksomhed, vi giver al det tekst og al den information, der bølger gennem vores hverdag: motorvejsskilte og netaviser.

2) Måske kan man sige, at udviskningen af forfatterens stemme er en naturlig konsekvens af en postproduktiv strategi. Det kan godt være, at det ikke er den enkelte postforfatters ærinde, men ikke desto mindre er det et tilbagevendende træk ved deres tekster. Hele effekten i Paal Bjelke Andersens tekst kommer vel af, at det vi ser IKKE er hans egne ord, men et afslørende snit gennem den politiske magts talen. Her kan man så overveje, hvordan det kan være at så meget af den her litteratur synes at egne sig bedst til oplæsning, hvor forfatterens stemme helt konkret igen er i fokus.

3) En af mine største anker mod det postproduktive felt er, at så mange mener at grebet selv - forestillingen om det postproduktive - er dén idé, man som modtager skal overveje. Som om det postproduktive ikke bare er en metode, men at fremvisningen af det også er værkets egentlige ærinde. Men den tanke er jo tænkt før (det er her, den historiske avantgarde kommer på banen). Det er ikke en interessant tanke. Det interessante postproduktive værk er i mine øjne det, hvor teksten selv (måske bag om ryggen på sin ... skaber?) faktisk er interessant at læse - dvs. er interessant læst ud fra en ikke-postproduktiv æstetik - eller det, hvor den konkrete idé eller analyse ikke bare er tankevækkende eller sjov i to minutter, men i sig selv giver et æstetisk kick. Men hvor tit er det egentlig? Jeg finder det ikke i Rasmus Graffs Folkets Prosa. Grebet i Paal Bjelke Andersens Dugnad virker afslørende, men jo ikke som et kunstværk i sig selv. På den anden side har jeg ikke læst bogen, så det kan være den fungerer på det konkrete plan.

ML

Nej, jeg er da overhovedet ikke enig i at postproduktive tekster ikke skal læses, det må Kamilla selv svare på, om hun er (men at hun netop nu laver et forsøg på fortløbende læsning af Folkets prosa tyder vel næppe på det)! Jeg prøvede jo netop at opstille nogle punkter at orientere en læsning efter. Hvad jeg siger er, at man ikke kan læse dem på helt samme måde, som man fx læser et centrallyrisk digt, hvor man har et jeg, der taler, eller en fortælling med et plot, der er konstrueret til sammenhængen. Det er klart, at hvis en bog eller en tekst har en stærk værkidé, en idé som udgangspunkt, hvis det er en konceptuel tekst altså, hvilket er noget andet på trods af visse sammenfald, så må man overveje det som en væsentlig del af læsningen. Men det betyder ikke, at man bare kan ignorere den tekst, værket består af. Man behøver måske ikke at læse det hele (jeg ville naturligvis aldrig forlange af nogen, at de skulle læse alle navnene i Monogrammer), men man kan ikke se bort fra den faktisk eksisterende tekstmasse og dens både betydningsmæssige og performative aspekter. Igen: Det er en af Goldsmiths spidsformuleringer, som bare ikke holder!

Og jeg er stærkt uenig i at “så mange mener at grebet selv - forestillingen om det postproduktive - er dén idé, man som modtager skal overveje.” Hvem mener det? Det er da overhovedet ikke det, det handler om i Drømmebogen eller hos Farrell eller hos Paal Bjelke eller hos Prevallet. Der er mange forskellige måder at forholde sig til et kildemateriale på. En af læsningens første opgaver (den allerførste burde vel være at give sig tid til at have det sjovt med teksten) må være at forholde sig ikke bare til, at den her tekst, man sidder med, har et eller andet forlæg, men hvilket forhold den har til det. Satirisk? Kritisk? Analytisk? Dokumenterende? Musealt? Eller hvad? Og så finde ud af hvordan og hvorfor, hvad er effekten af det? At bare kaste et blik på en tekst og sige, den er postproduktiv, det er lissom den historiske avantgarde, det er ikke interessant – det er sgu ikke godt nok.

Et åbenlyst fællestræk ved fx Drømmebogen og The Inkblot Record er deres serielle opbygning. Det er et genkommende træk ved googlepoesi, men det er hverken et nødvendigt eller et eksklusivt træk ved den: Det findes jo osse i Brainards I Remember, en tekst som iøvrigt spøger i adskillige danske forfatteres bøger fra de seneste år, Christina Hagen, Niels Frank m.fl. Med den serielle præsentation, der bl.a. kan være alfabetisk eller med anaforisk gentagelse af en frase (osse iøvrigt en af Turèlls yndlingsmetoder) skabes meget hurtigt en genkendelig sammenhæng i en tekst, som ikke er organisk, dvs. at hver enkelt del ikke spiller nogen nødvendig rolle i helhedens sammensætning. Man fanger hurtigt idéen, og hvis idéen er det eneste, man er interesseret i, behøver man ikke at læse mere end to sider højst. Men ved at læse videre danner man et bredere eller dybere billede af det, bogen handler om, et enkelt menneskes erindringer eller mange menneskers Rorschach-associationer eller drømme. Jo længere man læser, jo mere materiale, jo mere komplekst bliver billedet, men man kan stoppe, når man selv vil og ikke synes, det er sjovt længere. Jeg nævner denne serielle form, som i hvert fald til en vis grad overlader det til læseren, hvor længe hun gider blive ved, fordi det er noget, der tilsyneladende er svært at sluge for mange. Hvis nogen siger at en film er for lang, forstår jeg det, for det er besværligt og ubehageligt at skulle rejse sig og gå fra biografen før lyset bliver tændt, og hvis nogen siger en krimi eller en anden fortælling er for lang, forstår jeg også godt det, for man er sædvanligvis tvunget til at læse hele bogen for at fange plottet. Men når folk siger, at Drømmebogen er sjov nok men lidt for lang, giver det ganske enkelt ikke nogen mening for mig ... den har jo ikke nogen begyndelse eller slutning.

TAN

Kan du ikke skrive noget mere om, hvordan du så mener, man skal læse, hvis man ikke skal (eller meningsfuldt kan) læse de her tekster, sådan som man læser ikke-postproduktive tekster. Og også, om du er enig med mig – men i så fald: hvorfor? – i at den her litteratur tit egner sig til oplæsninger og opførsler af forskellig art snarere end til stillelæsning.

Og især, for det er det, jeg ikke forstår: hvilke typer af æstetisk behag de her andre læsestrategier åbner op for. I en – sikkert ikke fuldt gennemtænkt – passage skriver du:

”En af læsningens første opgaver (den allerførste burde vel være at give sig tid til at have det sjovt med teksten) må være at forholde sig ikke bare til, at den her tekst, man sidder med, har et eller andet forlæg, men hvilket forhold den har til det. Satirisk? Kritisk? Analytisk? Dokumenterende? Musealt?”

Jeg tænker så, at det er mærkeligt at dele det op på den måde – det er også mærkeligt at tænke læsningen som en opgave, men det fører for vidt her. Meningen er vel, at det skal være sjovt netop at forholde sig til forvridningen og forskydningen af interteksten. At det skal give et umiddelbart mentalt kick eller hvordan man nu vil formulere det. Og hvis det ikke gør det, så fungerer teksten ikke, i al fald ikke som konceptuelt greb. Det kan så være, at teksten fungerer fordi der er træk ved kildeteksten som er æstetisk og kognitivt interessante, måske også træk, der bliver synlige via de postproduktive greb. Det er vel det, Frank Leibovici arbejder med i sine kinesiske portrætter, at synliggøre strukturer gennem en art reduktion af enorme tekstmængder – lidt ligesom en filmtrailer, der viser og forvrider en films indhold på to minutter. Under alle omstændigheder fungerer den type behag i læsningens øjeblik, de er en del af læsningens fænomenologi, også selvom de så kan vække til yderligere refleksion.

Nå. Skal man fortsætte af det spor, kan man spørge sig selv, hvad der typisk går tabt i det postproduktive greb. En af de ting, jeg synes ofte går tabt – og det peger på din pointe med, at de her værker jo sjældent er skrevet for at blive læst fra ende til anden – er følelsen af, at man som læser overhovedet tiltales af værket. Og det vil også sige: at der er en fornemmelse af, at netop det her er vigtigt at læse og forholde sig til. Du beskriver det som en art frigørelse, man behøver ikke at læse hele bogen, man kan kigge lidt her og der og tage det med sig, man har lyst til. Men det slår i mine øjne også ind og påvirker min indstilling til den enkelte sætning. Når jeg f. eks. sidder med Rasmus Graffs Folkets Prosa har jeg ingen fornemmelse af, hvorfor jeg skulle læse netop denne sætning og ikke en af dem på den næste side, eller næste side, eller næste side, eller en af dem i min daglige Politiken eller på teksttv eller facebook. Som bog reproducerer den det her generaliserede felt af forskelsløse informationer, som alligevel udgør min dagligdag. Det udgør i sig selv en politisk gestus: det nye – og postproduktiv digtning er lige nu det nye inden for formelt innovativ litteratur – reproducerer hverdagens ofte nærmest kvalmende overbud af ligegyldig information. Men det er i mine øjne ikke en specielt interessant politisk pointe, og da slet ikke en farbar æstetisk strategi.

Som sagt: Der er postproduktive værker som kommer ud over de her dilemmaer. Hos Dan Farrell sker det bl.a. gennem kildeteksten, som er så propfuld af henvendelse – og af spor af den meget prekære kommunikative situation, kildeteksterne fødes ud af – at det så at sige smitter af. Her er bogen ikke bare interessant at tænke over, men også både sjov og meget sørgelig at læse. Og så er det måske på sin plads at forklare, at jeg synes Monogrammer giver mere mening anskuet som kunstværk end som et stykke litteratur. Man kan selvfølgelig være ligeglad med den slags sondringer. Men jeg kan ikke se at min omgang med værket – som jeg har bladret i og kender til, men jo ikke har læst – minder om min omgang med skønlitteratur. Der er i det højeste kontingente, institutionelle grunde til ikke at se den som et billedkunstnerisk værk – du har ikke gået på Akademiet, men på Forfatterskolen, du får din statsstøtte fra det litterære og ikke det billedkunstneriske tremandsudvalg, den slags.

ML

... Men at det ikke minder om din omgang med skønlitteratur, det er jo din skyld, ikke bogens. Den er faktisk skrevet for at blive læst. Den er faktisk i ekstrem grad skrevet med tanke på læseren, dvs. den person der konkret befinder sig i selskab med den faktisk eksisterende bog og sidder og langsomt bladrer den igennem i modsætning til den person, der bare kaster et blik på den og beslutter sig for, at det nok er konceptkunst. Dermed siger jeg ikke, at det nødvendigvis er en god eller vellykket bog, og spørgmålet om kvalitet er lidt et generelt problem her, fordi vi har at gøre med værker, der er nye og i hvert fald delvis er interessante for deres nyhedsværdi. Jeg vil gerne forsvare det postproduktive greb, fordi jeg opfatter det som frisk og tidssvarende (på en måde som jeg fx ikke synes Brecht er) og fyldt med muligheder, men jeg gider ikke forsvare hvert eneste værk, der bruger dette greb, lige så lidt som jeg vil forsvare en sonet for dens iboende poetiske værdi.

Ja, jeg er enig med dig i, at den her litteratur tit egner sig til oplæsninger og opførsler af forskellig art. Det har den til fælles med poesien generelt, og det er vel en af grundene til at tekster, der ellers er sat op som den almindeligste prosa ofte (med rette) opfattes som poesi. Et eksempel er igen Paals “Til folket”, som jo altså som før nævnt osse bygger på offentligt holdte taler af norske statsministre, men især får sin performative virkning af de simple rytmiske gentagelser. Ligesom når jeg læser en Shakespearesonet eller en Hopkinssonet eller Turèlls vrøvledigte eller sågar Ron Sillimans tekster, får jeg lyst til at læse dem højt, giver det en helt simpel glæde blot at formulere dem selv. Er det ikke et af læsningens helt basale æstetiske fænomener? Det gælder egentlig osse prosa i nogen grad, Pynchon og Bernhard fx. som skriver så fantastiske (og forskellige) sætninger, man får lyst til at udtale. Er det, du kalder stillelæsning, ikke, eller indebærer den ikke, en bevidst undertrykken eller i hvert fald tilsidesættelse af denne sprogsansning?

Men jeg vil på den anden side gerne adskille dette fra den decideret sociale tekst, den der kun virker i en social kontekst. Som når Goldsmith læser sin egen tekst op på et fremmedsprog, hvilket jo i sagens natur ikke lader sig reproducere, når man sidder alene og læser. I det tilfælde udnytter Goldsmith på virkelig brilliant vis det, at i den sociale situation er sproget situeret i den Anden, her repræsenteret af en stemme, der forsøger at læse op på et sprog, den ikke kender. Det er uundgåeligt morsomt for den tilhører, som taler sproget (samtidigt med at man, hvis man insisterer, kan læse nogle mørkere shibboleth-betydninger ind i det).

Jeg fornemmer lidt (men er måske totalt overfølsom her?) at du valoriserer stillelæsningen, og at en teksts performative aspekt kommer til at lyde som noget ydre tingeltangel eller i det mindste noget, der selvmodsigende bringer forfatteren, som ellers var blevet omhyggeligt fordrevet fra teksten, tilbage lige i centrum af den. Men det er lige præcis her ideen om forfatterens “stemme” bliver tvivlsom, for selv om Paal er en glimrende oplæser og “Til folket” er sjovt at høre læst op af ham, er det ikke hans stemme, der udgør det performative element i teksten, men “tekstens stemme”, som sagtens lader sig reproducere uden Paal.

Det er ikke så helt enkelt lige at sige, hvad det er, der gør tekster oplæsningsvelegnede, men det kunne vel fx have noget at gøre med at en teksts betydning (i bredest mulige forstand) manifesterer sig og bliver tydelig og nærværende i hver enkelt del af den. Det kunne så osse forklare, hvorfor der omvendt indfinder sig en vis mæthed på et tidspunkt, når man sidder alene og vil læse en sådan bog i sin fulde udstrækning – igen noget der er kendetegnende for megen poesi. Jeg kan godt forstå din indvending med, at du ikke ved, hvorfor du skal læse den og den sætning, men værket skulle, tror jeg, hvis det er noget værd i det mindste gerne have en ramme, der giver betydning til delene, noget der afgrænser, hvad der kan stå inde i det, og hvad der kun kan findes uden for det i det endeløse hav af sætninger.

Hvad angår det med de andre læsestrategier så opfatter jeg naturligvis ikke læsning som en opgave, og jeg taler jo ikke om en kategoriserende opdeling, jeg taler om at åbne sin opmærksomhed over for forskellige mulige måder, teksten kan forholde sig på. Din beskrivelse af Francks metode som en slags trailer-poesi er meget fin, synes jeg (og er det iøvrigt ikke sådan, at filmtrailere, selv om de er skåret efter en helt bestemt model og i sagens natur har et bestemt kommercielt sigte, meget tit bliver en slags små billeddigte, der er langt mere interessante at se end de film, de er lavet for at promovere?).